Hvalpen flytter ind

Når hvalpen skal hentes:

Det er en stor forandring i en lille hvalps liv, at blive taget fra sin mor og søskende, for at flytte til et nyt hjem.

Når hvalpen skal transporteres til sit nye hjem, er det bedst, at det foregår i bil, og at I er to. Medens den ene kører, har den anden hvalpen på skødet, således at den får både støtte, varme og nærkontakt.

Tal roligt til den, hvis den er bange.

Kør roligt uden for bratte opbremsninger, og sørg for, at hvalpen ikke får træk.

 

 


Den første dag:


Det gælder om at få hvalpen til at føle sig tryg i sit nye hjem fra starten. Lad den få lov, i fred og ro, at udforske de nye omgivelser. Når hvalpen selv tager kontakt, så kæl for den. Gemmer den sig, så lad den være, til den selv kommer frem. Tal til den roligt og dæmpet, hvis den er ked af det. Sæt dig på gulvet, så hvalpen kan komme til dig. Tag hensyn til din hund, når den spiser og sover. Hvis du hele tiden forstyrrer hvalpen, bliver den stresset. En lille hvalp har brug for mange timers søvn. Jo mere ro den får, des nemmere går det. Inviter derfor ikke gæster de første par dage.
Når hvalpen har sovet, bærer du den udenfor, i det øjeblik den vågner. Den skal helt sikkert tisse. De næste ugers renlighedstræning begynder her. Nogenlunde faste spisetider kan anbefales, da man så kan lufte hvalpen, efter den har spist. Vær opmærksom på, at ledninger og andet, som hvalpen kan bide i, er af vejen. Når det bliver sengetid, kan du tage hvalpens kasse med ind i soveværelset og stille den ved siden af sengen. Læg gerne en hånd ned til hvalpen, så den kan falde til ro. Når den så føler sig hjemme, kan den få en fast soveplads. Det vil give alt for mange problemer at lukke den ind i et andet rum. Det er i øvrigt også synd for hvalpen, der i den første tid har brug for at føle sig tryg - og bestemt ikke alene.