Cavalierhjerter
En forklaring på hvad sygdommen er, og hvad vi
kan læse på attesten.
Sygdommen endocardiose hedder mere præcist myxømatøs
mitralklapsygdom. Det er en langsomt fremadskridende sygdom, som
primært rammer den store hjerteklap i venstreside (mitralklappen).
Den syge hjerteklap vil blive mere og mere deform og utæt med
alderen, hvormed hjertets pumpefunktion gradvis vil blive
forværret.
Ved hjerteskanning kan tidlige ændringer ses ved at
hjerteklappen fortykkes og buer (prolaberer) ind i hjertets
venstre forkammer, hvilket kaldes mitralprolaps. Senere i
sygdomsforløbet bliver hjerteklappen utæt, hvilket dyrlægen vil
kunne høre som en mislyd på hjertet. Endvidere kan størrelsen af
klappens utæthed (blod som løber i den forkerte retning)
bedømmes ved at bruge en hjerteskannings farve Doppler teknik,
hvor utætheden angives som jet størrelse i %. I de fleste
tilfælde vil hunden være uden andre kliniske tegn på sygdom,
indtil nogle år efter mislyden er konstateret. Typiske kliniske
tegn vil da være nedsat motionsevne, natteuro, hoste og åndenød.
De seneste års forskning har vist, at sygdommen har en høj grad
af arvelighed. Derfor er der startet et avlsprogram i samarbejde
med Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole (KVL),
specialuddannede praktiserende dyrlæger, Dansk Kennel Klub (DKK)
og Cavalier King Charles Klubben i Danmark, hvor hunde med
tydelige tidlige tegn på sygdommen sorteres fra, inden de bliver
brugt til avl. Hermed udelukkes de hunde fra avl med allerstørst
risiko for at udvikle denne sygdom i en (alt) for tidlig alder.
Tidlige kliniske tegn som bruges
til at udvælge de bedste hunde til avl:
Mislyd er
en ”suselyd”, som dyrlægen kan høre med sit stetoskop, når
mitralklappen er utæt. Mislyden gradueres fra 0 til 6. Grad 0
betyder, at dyrlægen ikke kan høre nogen mislyd. Grad 1 og 2 er
milde utætheder, hvor grad 3 og 4 er mere alvorlige. Ved grad 5
og 6 er utætheden så kraftig, at den kan mærkes som en snurren,
hvis hånden lægges på venstre side af brystkassen.
Uskyldige mislyde (= fysiologiske mislyde = uskyldige flow
mislyde) er ”suselyde”, som kan høres, når hjerteklapperne ikke
er utætte og menes derfor ikke at have noget med sygdommen at
gøre. Oftest formodes uskyldige mislyde at være en følge af en
hurtig blodgennemstrømning ud af hjertets hovedpulsåre (=
aorta).
Mitralprolaps:
Ordet prolaps betyder fremfald, i dette tilfælde fremfald af
mitralklappen op imod venstre hjerteforkammer, når hjertet
trækker sig sammen. På billederne fra hjerteskanningen kan
graden af mitralprolaps måles i millimeter i forhold til en ret
linie, som definerer grænsen mellem hjertets venstre forkammer
og venstre hjertekammer. Mitralprolaps gradueres fra 0 til 3,
hvor grad 0 er ingen mitralprolaps, grad 1 er mild mitralprolaps,
grad 2 er moderat mitralprolaps og grad 3 er svær mitralprolaps.
Undersøgelser har vist, at jo mere mitralprolaps unge hunde har,
desto større risiko er der for, at de udvikler sygdommen i en
tidlig alder.
Hundens alder:
Da myxomatøs mitralklapsygdom er en langsom
fremadskridende sygdom, så er det vigtigt at tage hundens alder
med i betragtning, både når graden af mislyd og mitralprolaps
vurderes. En ung hund med en grad 2 eller grad 3 mitralprolaps
er altså allerede ramt af sygdommens tidlige faser, hvorfor det
kan være et spørgsmål om tid, inden der vil udvikle sig en
utæthed, der kan høres som mislyd. En ung 1 ½ - årig hund, der
således allerede har udviklet en prolapsgrad på 2 kan være
”betænkelig” avlsmæssigt, hvorimod en 8-årig hund med en grad 2
mitralprolaps kan være ganske fin, hvis den ingen mislyd har.
En større svensk undersøgelse har vist, at næsten alle
Cavalier’er har udviklet en mislyd, når de fylder 10 år, men
”kun” 15-20% er aflivet eller døde som følge af sygdommen ved 10
års-alderen. En logisk følge af alders-afhængigheden er, at jo
ældre hunden er ved undersøgelsen, desto mere ved man med
sikkerhed om, i hvor høj grad hunden er ramt af sygdommen.

Ingen
Mitralprolaps
( Grad 0 )
|
Svær
Mitralprolaps
( Grad 3 )
|
På tegningen ses venstre
hjerteside bestående af venstre forkammer (VF) og venstre
hjertekammer (VH). Mitralklappen (rød) adskiller venstre
forkammer fra venstre hjertekammer, og det ses, hvordan
mitralklappen holdes tilbage af ”tråde”, som er fastgjort til
hjertemuskulaturen (skraveret). Trådene sikrer, at mitralklappen
fungerer som en ”envejs-ventil”. Blodet fra venstre forkammer
(som kommer iltet fra lungerne) passerer mitralklappen, når
hjertemusklen afslappes.
Når hjertet trækker sig sammen, så lukker mitralklappen og
blodet føres ud igennem hovedpulsåren (A = aorta). Tegningen til
højre viser en svær grad af mitralprolaps, hvor mitralklappen
”buler op” mod venstre forkammer når hjertet trækker sig sammen.
Udfra hjerteskanningsbilleder kan mitralprolaps opmåles i
millimeter i forhold til en ret linie, som definerer grænsen
mellem hjertets venstre forkammer og venstre hjertekammer (gul
streg på tegningen til højre).
Kopiret fra
Cavalierklubben |