Henrik VIII - Marie Stuart
Cavalierens historie er temmelig speciel, idet racen har været næsten
forsvundet - i hvert fald i de finere hundekredse; men derom senere. Som de
fleste spaniels fortaber dens oprindelse sig i det uvisse; men den er
sikkert opstået i det mellemste østen eller centralasien for derfra at brede
sig til Middelhavs- området og senere til England. I dag betragtes den som
en engelsk race.
I England er dens historie meget tæt forbundet med det engelske kongehus og
den højere adel. I det 15. århundrede omtales den som den lille spaniel,
"som skal tage lopperne og lusene fra damerne". Senere omtales den som en
særdeles ihærdig , udholdende og dygtig jagthund, der er særligt velegnet
til jagt på småfuglevildt og kaniner.
På mange malerier af det engelske kongehus fra det 16., 17. og 18.
århundrede ser man den afbildet med den øvrige familie.
Henrik den 8., som til tider måske var en smule uligevægtig (han lod sig
skille fra to af sine seks koner og lod to andre halshugge!), tålte ikke at
se hunde på slottet; men han gjorde en undtagelse med de små spaniels.
Den skotske dronning, Marie Stuart, som blev for farlig for Henrik den 8's.
datter, dronning Elizabeth, og derfor blev halshugget, havde også cavalierer,
som hun fik lov til at have hos sig i fangenskabet. En af dem fulgte med
hende under hendes lange skørter, da hun blev ført til skafottet. Da hovedet
rullede, sprang den frem og lagde sig mellem hoved og krop og forsvarede sin
døde ejerinde, så soldaterne ikke kunne få lov til at fjerne liget, - men
det var jo lige sent nok. Imens stod bødlen og viste hendes tomme, røde
paryk frem for alt folket.
Christian IV og Leonora Christine
Maria Stuarts søn, James, arvede den engelske trone efter dronning
Elizabeth, fordi hun var barnløs. Hans dronning , Anna, var søster til Chr.d.
4. af Danmark, og der er stor sandsynlighed for, at hun har foræret ham én
eller flere cavalierer, da hans dronning, Anna Kathrine, er blevet malet
sammen sådan én i 1610. Kongen selv har også en cavalierlignende hund, som
er kommet med på et maleri af kongen til hest med Kronborg i baggrunden. Og
i hans regnskaber er der en post, der lyder på stof og arbejdsløn til
"hynder til kongens små hunde", som meget sandsynligt har været cavalierer.
Hans Datter, leonora Christine, som i mange år sad som fange i Blåtårn, fik
en gammel spaniel sendt over fra slottet. Den var havde fået ødelagt sin
kæbe i en kamp mod en grævling, så dens tunge hang den ud af flaben. Leonora
var dog glad for den og kaldte den pudsigt nok "Cavalier", mens hun benævnte
racen "bolongese", som var fællesbetegnelse for alle små spaniels på
kontinentet. Det har jo højst sandsynligt været en efterkommer af de
tidligere nævnte "cavalierer"
2 x Charles, 1 James og Victoria
Cavalieren nævnes igen i forbindelse med James's søn, Charles d. 1. Han
havde altid cavalierer med, når han kørte ud. De var nu ikke så populære,
for de bed de mennesker, der stak hånd eller hoved ind i kareten til ham. Da
han blev halshugget - man må huske på, at det på den tid var langt finere at
blive halshugget end at blive hængt !- fremviste man hans yndlingscavalier
for alt folket.
Hans søn igen, Charles d. 2. , var helt vild med cavaliererne. Han fyldte
hele slottet med dem. De var overalt, på gange, i sale og i gemakker, og de
fik endda lov til at føde i hans seng og gøre sig rene, hvor de havde lyst ,
- og det lugtede derefter. Han gav også en generel tilladelse til, at alle
hunde af denne race måtte færdes på offentlige steder, hvor hunde ellers var
forment adgang. I statsrådet havde hans yndlingscavalier sin egen plads og
sad der sammen med de øvrige statsråder . I det hele taget ville Charles
hellere lege med sine hunde end være konge, og når der kom udsendinge for at
tale med kongen, måtte de pænt vente til han havde leget færdig.
Der er vist ikke noget at sige til, at racen fik navn efter ham: King
Charles spaniel.
Hans bror, James d. 2. har også haft cavalierer, og han har nok haft en rem
af huden, for det fortælles, at da han engang var i havsnød råbte han:
"Frels hundene og hertugen af Monmouth!!" - i den rækkefølge!
Senere tiders monarker har også holdt meget af den lille spaniel. Det
fortælles, at det første den lille prshtmlesse Victoria gjorde, da hun som
8-årig havde overstået sin kroningshøjtidelighed, var at afføre sig sine
pragtfulde klæder og give sin yndlings King Charles et bad.
Fra jagt- og selskabs- til skødehund
Racen har stort set været uforandret i alle disse hundreder af år, som
man kan se det på malerierne.
Jeg har i de foregående afsnit kaldt racen "lille spaniel", "King Charles"
eller "cavalier", og det er stort set den samme hund . Men når vi kommer op
omkring 1840, kan man se, at der er dukket en ny type op. Den er mindre og
har en lille opstoppersnude. For at forstå denne udvikling, må man se lidt
på et modefænomen. Det havde længe været moderne for fine damer at have en
skødehund. Cavalieren var lidt for stor. Moppen havde den rigtige størrelse
til skødehund, og den var vældig populær ved mange af de europæiske hoffer.
Det er derfor sandsynligt, at den er blevet benyttet til at gøre racen
mindre. Man kunne mene, at det nærmere måtte være japaneser, man havde
benyttet; men de kom først til England, da kommandør Perry havde åbnet Japan
med magt i 1853 og hjemført et par til Dronning Victoria.
Pekingeseren var heller ikke en mulighed. Den fandtes kun i de kejserlige
paladser i Den forbudte By i Peking, og den kom først ud derfra, da
englænderne i 1860 plyndrede Peking og brød ind i Den forbudte By. Kejseren
gav ordre til, at alle de små palladshunde skulle dræbes, så de ikke faldt i
vandalernes hænder; men en lille prshtmlesse, hvis hjerte var større end
hendes lydighed, åbnede en bagdør, så de kunne slippe ud. Et par af de
indfangne blev ført til "Good Old England" og ligeledes foræret til Dronning
Victoria. Hvad man nu end har gjort for at gøre racen mindre, så blev det
forstærket af, at man i 1840 begyndte at afholde hundeudstillinger på
Cruft's, hvor man præmierede de "ønskværdigste" hunde, og for King Charles
spanielen var resultatet, at den i de næste 75 år forandrede sig ganske
meget, så den lille robuste jagt- og selskabshund blev til en lille, yndig
skødehund.
Racen genskabes
I 1926 kom en rig amerikansk antikvitetshandler, Mr. Elridge, til
Cruft's udstilling i London. Han ville se de små king Charles spaniels, som
han kendte så godt fra de mange malerier, som han havde i sin forretning.
Stor var hans forbavselse, da han ikke fandt én eneste, der lignede dem.
Alle, som gik under det navn, havde rundt hoved, opstoppersnude, udstående
øjne og underbid, og de var meget små. Efter hans mening var de helt
forkerte, og han udsatte en præmie på 25£ til den han og tæve, som mest
lignede de oprindelige King Charles spaniels på de næste 3 års Cruft's-
udstillinger. Senere forlængede han det til 5 år. Dette har sikkert ikke
været spor populært blandt avlerne af King Charles spaniel. Man skulle jo
til at avle frem eller rettere tilbage til det, som man netop havde avlet
væk fra. Imidlertid var der interesse nok, avlsmaterialet var der i form af
"kasserede" King Charles spaniels, og i 1928 kunne man udarbejde en
racestandard på grundlag af hunden, "Ann's Son". Desværre oplevede Mr.
Elridge ikke dette, idet han døde kort før udstillingen. Racestandarden er
den, som vi endnu benytter, og den er stort set uændret fra dengang.
Samtidig besluttede man, at racen aldrig må påvirkes af modeluner, men altid
skal fremstå helt naturlig. Den må hverken klippes eller trimmes. Det kneb
noget med at få racen anerkendt som selvstændig race i England, og den blev
udstillet under King Charles med betegnelsen "gammel type". Først i 1945
blev den anerkendt som en selvstændig race, og for at undgå forvekslinger
gav man den navnet: Cavalier King Charles spaniel.
Der er ingen tvivl om, at der op igennem tiden har været flere cavalierer i
Danmark, importeret af mennesker, som har truffet dem på rejser, er faldet
for dem og har taget dem med hjem.
De første 2 cavalierer er registreret i DKK i 1971. De var ejet af Vibeke
Jonsen, som havde erhvervet dem fra Sverige og England. De næste importer
kom fra Holland og Tyskland, senere er der også kommet cavalierer fra,
Norge, Finland, Irland og Frankrig.
I dag kommer der stadig nye cavalierer til landet , hentet af interesserede
avlere, som gerne vil bidrage til højnelse af racens sundhed og
racetypiskhed.
Historien om blenheimens "spot"
Blenheimen blev opdrættet på godserne Blenheim og Marlborrough, hvor de
blev benyttet til jagt. Hertuginden må dog have haft en blenheim til
skødehund, for det fortælles, at det er fra hende, de har den meget berømte
"spot" på issen. Der er to versioner af historien. Begge begynder med at
hertuginden sidder og broderer. Hendes herre og husbond er i krig, og hun
sidder i angst og bæven og venter at høre nyt fra ham. På skødet har hun sin
lille drægtige blenheim-tæve. I den første version stikker hun sig i
fingeren med nålen, og der drypper en blodsdråbe lige ned på tævens isse,
hvor den dannede en ruderformet plet. Da tæven fødte sine hvalpe, havde de
alle en ruderformet plet på issen. I den anden version stikker hun sig ikke;
men i sin store angst for mandens skæbne, presser hun sin tommelfinger så
hårdt mod hundens isse, at da hvalpene blev født, havde de alle en
tommelfingerplet på issen. Hvilken af historierne, der er korrekt, vides
ikke; men "spotten" har de stadig, som noget helt specielt i hundeverdenen.